Hvor kommer snot fra?
Har du nogensinde været syg og tænkt, hvordan kan der gemme sig så meget snot i mit hoved? Hvor kommer det alt sammen fra? Vi giver dig forklaringen på det evige snot-spørgsmål.

Snot er din bedste ven
Det føles måske ikke sådan, men snottet er faktisk en af dine allerbedste venner. Det er dine slimhinder, som producerer de uendelige mængder snot, men der er faktisk en mening med galskaben. Slimhinderne fanger nemlig alle urenheder, som ikke hører til i din krop, og sørger for, at de kommer ud af din krop igen.
Hvad er det lavet af?
Snot eller slim er stort set lavet af vand tilsat kroppens hemmelig blanding af protein, salt, fedt og kulhydrater. Meningen med den delikate blanding er, at snottet skal smøre og beskytte din krop. Snottet beskytter dig nemlig fx mod bakterier, forurening og svampesporer. Hvis kroppens alarmklokker begynder at ringe, sætter den straks fuld gas på snotproduktionen, i håb om at skylle alle de farlige ting ud af dig.
Men hvorfor er der så meget?
Kroppen har sørget for, at du altid har gratis refill på snot i ligeså store mængder, som der er brug for. Det er dit blod, som sørger for at transportere vandet til snot-blandingen, som bliver hentet til din næse fra fjerne afkroge af din krop. Da 70% af din krop består af vand, er der masser af vand at lave snot af, hvilket også er grunden til, at det nogle gange kan føles som en uendelig strøm.