Spejdernews #Bliv leder #gruppeliv

Ung leder – federe end du tror

At være leder er andet og mere end bare tirsdag aften, det er sjovt, udfordrende og giver et ansvar udover det, du er vant til som trops- eller klanspejder.

Share this: 
Spejder_leder_ung

At være aktiv trops- eller klanspejder og være ung leder behøver ikke udelukke hinanden. Du kan sagtens være ”spejder for din egen skyld” på nogle tidspunkter og opleve det fede ved at give gode spejderoplevelser videre på andre tidspunkter.

Som ung leder oplever du virkelig at gøre nytte, samtidig med, at du sikrer, at spejderværdierne føres videre på netop den måde, du synes er fed, Desuden udvikler du dig selv ved at få mere ansvar og anderledes udfordringer.

17-årige Ditte Sofie Thomsen og 18-årige Thomas Juul Jørgensen, der begge er juniorledere, bestyrelsesmedlemmer og klanspejdere i Brundurs Gruppe, fortæller om det at være ung leder.

Fordele og ulemper ved lederarbejdet

De startede begge som ledere da de var tropsspejdere, Ditte for fire år siden som mikroassistent og Thomas for tre år siden som juniorassistent.

 ”Det er for at få mere del i gruppen”, siger Thomas, han vil gerne opleve spejderlivet fra ”den anden side”. Ditte følte, at det simpelthen bare var hende, hun kan nemlig rigtig godt lide børn og så havde hun også en veninde som var mikroassistent.

Både Thomas og Ditte er enige om, at det bedste ved at være leder er fællesskabet med de andre ledere og det at give fede oplevelser videre til juniorerne. Oplevelser, som de forhåbentlig vil huske tilbage på med glæde.

Men det er ikke kun lutter lagkage at være leder. Thomas synes, at de konflikter, som nogen gange opstår mellem børnene er det værste. Mens Ditte synes, at den tid som går med møder og planlægning er værst. For selvom hun godt kan lide at være leder, kan det nogen gange være svært at finde tiden.

Mere end bare tirsdag aften

At være leder er heldigvis meget mere end bare de almindelige hverdagsmøder. I juniorgrenen bliver der i Brundurs Gruppe holdt mindst seks ture om året og det er helt klart ikke bare det børnene, men også lederne, synes er det fedeste. Efter tre-fire år som ledere har både Ditte og Thomas lært meget og selvfølgelig også udviklet sig meget.

De nævner begge ansvar som det vigtigste. For selvom man lærer at tage ansvar nærmest fra man starter til spejder, så er det ikke noget, man bare bliver færdig med. Som leder har man pludselig ansvar for hvad 20 børn skal lave en aften – og så er te og kage bare ikke nok.

Ditte nævner også det at holde aftaler, som noget vigtigt, hun har lært. ”De andre ledere stoler jo på, at vi holder det, vi lover, så det bliver vi bare nødt til.”

Hvad med ”de gamle nisser”?

”De andre ledere og bestyrelsesmedlemmer lytter til os og opfatter os som voksne og ansvarsfulde.” Både Ditte og Thomas synes, at de andre ledere i gruppen lige fra de startede, har været gode til at tage imod dem og lytter til deres idéer.

De oplever, at det at sidde i bestyrelsen giver dem et indblik i hvordan gruppen fungerer og arbejder, samtidig med, at det giver et yderligere ansvar og de får mulighed for at blive hørt.

Klar til ansvaret

Det er dog ikke alle, som de mener er egnede, eller klar til, at blive ledere. Hvis man bare vil være leder for at kunne prale med det og så egentlig ikke kommer til møderne eller gider børnene, er det bedre, at man lader være. Derfor er Thomas’ gode råd til andre unge, der er, eller overvejer at blive ledere også, at ”De skal tænke over, hvad de går ind til, for det kræver bla. mere tid end man måske lige tror.

Ud over de ugentlige møder går der jo en del tid med forberedels- og planlægningsarbejde.” Ditte istemmer med det, de begge egentlig har sagt et par gange, nemlig, at man kun skal blive leder, hvis man virkelig vil det og er klar til at tage det ansvar, der følger med.

Fakta:

  • Ud af de ca. 30.000 spejdere vi er i DDS er omkring 6000 ledere og frivillige – en af dem kan blive dig!
  • Du kan blive leder, når du er fyldt 15 år og dermed er myndig i korpset

Check også...