Outdoor #Bålmad #Snobrød #insekter #Spejderne #mad i naturen

Snobrød med insekter

I store dele af verden er insekter en delikatesse. Og flere forskere mener, at det er fremtidens spise. Prøv selv med denne opskrift med snobrød og melorme.

Share this: 

Vil I prøve at lave insektmad? Så brug denne opskrift fra Spejdernes hæfte 'Byg en bedre verden'.

 

Fyldte snobrød

For at lave fyldte snobrød skal I lave en god snobrødsdej, ryge nogle insekter (fx buffalo- eller melorme) og lave en relish.

Røgede buffalo- eller melorme:
I skal bruge 150 g buffalo-orme på frost (kan fx købes hos nemlig.com eller mad.coop.dk).

Tø buffalo-ormene op, og put dem i et popcornnet, som holdes ind over røgen fra bålet i ca. 10-15 min.


Fyld til snobrødene:
150 g røgede buffalo-orme
1 spsk rapsolie
1 stort finthakket løg
1 fed knust hvidløg
5 tomater skåret i tern
1 tsk salt
1 stor håndfuld hakket grønt

 

Fremgangsmåde:
På en pande over bålet ristes buffalo ormene i olien. Efter ca. 5 min. tilsættes det hakkede løg og hvidløg. Rør rundt til løget bliver klart, og tilsæt så tomaterne, grønt og salt. Rør rundt til tomaterne smatter godt ud.

Og så er det bare at stoppe fyldet ned i hullet fra snobrødspinden og sige velbekomme!

Vær opmærksom på allergier

Har du i forvejen allergi over for husstøvmider og krebsdyr som eksempelvis rejer, er der en potentiel risiko for, at man reagerer på allergien, hvis man spiser insekter. Læs mere på https://www.astma-allergi.dk/-/spiselige-insekter-kan-give-allergiske-reaktioner

Baggrund fra hæftet 'Byg en bedre verden' :

Vidste du, at der går 15.000 liter vand til produktionen af 1 kg oksekød? Men at du kun skal bruge 2 liter vand til produktion af 1 kg melorme?

Madlavning er en af de nemmeste måder at gøre en forskel for en bæredygtig verden på. I Danmark er vi gode til at spare på mange områder; slukke for strømmen, genbruge affald og tage cyklen, og med vores madvaner kan vi nemt passe endnu bedre på miljøet.

Særligt i rige lande, som Danmark, har vi et ansvar for at bruge vores ressourcer rigtigt, og det kan vi gøre ved at spise lidt mindre kød og flere grøntsager, eller ved at bruge alternative råvarer. Samtidig skal vi blive gode til at bruge al maden, og ikke smide mad ud.

Generelt spiser danskerne rigtigt meget mad, der har et stort klimaaftryk. Det er eksempelvis madvarer, som er transporteret langt, som eksotisk frugt, eller kød, der kræver meget energi at producere.

Når vi som spejdere tager på tur, kan vi nemt gøre noget sjovt ud af bæredygtig madlavning. Det kan både være ved at hente alle madvarerne direkte ved landmanden, eller sørge for, at alle de indkøbte ingredienser skal bruges. Men vi kan også eksperimentere med at skifte kødet ud med insekter.

 

Materialer:
Snobrødsdej
150 g melorme eller buffaloorme
1 spsk rapsolie
1 stort finthakket løg
1 fed knust hvidløg
5 tomater skåret i tern
1 tsk salt
1 stor håndfuld hakket grønt (fx friskplukket brændenælder, skvalderkål, krydderurter eller andet grønt)
Bålpande
Popcornnet
 

Hent hele aktivitetshæftet lavet af Spejderne her. 

Poll

Kunne du finde på at spise insekter?

Check også...