How-to #Lejrlækker #Spejdernes Lejr #Sommer

Sådan holder du dig lejrlækker

Det er sjældent, man føler sig helt ren, når man er på lejr. Derfor er det fedt, at man kan snyde sig til at være mere ren, end man egentlig er. Så her kommer nogle tips til, hvordan du kan føle dig ren og lækker nemmest muligt. 

Share this: 
By: Mads H. Danquah Patruljekursus på Forlev Spejdercenter i påsken 2014

Det er bare besværligt at gå i bad på spejderlejr, nogen gange har man ikke engang varmt vand. Derfor giver Spejder.dk her nogle forslag til ting, man kan tage med, så man kan føle sig lidt mere ren og pæn på lejren. 

Tandpasta og tandbørste
Den bedste måde at føle sig frisk og ren på er at få børstet tænder. Det er også bare meget federe, at tale med mennekser der lugter af tandpasta i stedet for markrelmadder. 

Deodorant
Duft dejligt hver dag. Hvis du tager lidt deo på hver dag, så føler du dig automatisk lidt mere ren. Brug eventuelt en vådserviet inden du tager deodorant på, så du kan få fjernet det værste af gårsdagens sved. 

Solcreme
Husk masser af solcreme! Det er bare ikke særlig rart at være lige så rød som postkassen. Og den med mest solcreme vinder! Vær opmærksom på at solcremen har en tilpas høj solfaktor, og at den er helt ny. Og husk at bruge den! 

Håndsprit
Man kan ikke slippe for at vaske hænder på en spejderlejr. Men nogen gange er der bare ikke en mulighed for at vaske hænder. Derfor er håndsprit en genial opfindelse. Den dræber alle bakterier, men den fjerner altså ikke mudder fra fingrene. Så du slipper altså ikke helt for at vaske hænder, men det er langt bedre end ingenting.

Tørshampoo
Hvis man ikke har tid til et bad hver dag på spejderturen, så kan tørshampoo være en gave. Man sprayer lidt af det i hårets rødder, så reder man håret som normalt, så det bliver fordelt jævnt. Og vupti så har du noget, der ligner og dufter som nyvasket hår. Og drenge - det virker også til jer! 

Læbepomade med spf
Hader du også tørre læber? Så sørg for at have en læbepomade med. Og gerne en med solfaktor (også kaldet spf). For man kan faktisk ret hurtigt få solbrændte læber, og det er ikke fedt. På den måde slår du to fluer med et smæk, du får lækre læber, som ikke er solskoldede. 

Vådservietter
Tag en lille pakke vådservietter med, som du kan bruge til at "vaske" dig med. Det må meget gerne være nogen uden parfume, så du kan bruge dem alle steder, også ansigtet. Brug dem for eksempel til at "vaske" lidt mudder af kroppen, eller hvis du føler dig klistret efter at have solcreme på en hel dag, så kan man jo lige vaske det af med sådan en serviet, og tage ny solcreme på. Det er da smart! 

Check også...