Grej #Byg rygsækanlæg #Musik #Tricks til løb

Lav jeres eget rygsækanlæg

På spejdertur og hejk kan en lækker playliste sætte benene i sving. Men hvordan får man nu lige et anlæg med på tur? Vi har svaret, og deler det gerne med dig.

Share this: 
Spejder_musik_hejk_spejdertur

De fleste spejdere har vel prøvet at gå langt med rygsæk, og en del har nok også oplevet, at det med bare at gå og gå godt kan blive lidt ensformigt i længden. Hvad gør man så?

Jeres gamle spejderleder vil sikkert foreslå, at man hiver sangbogen frem som i "de gode gamle dage". Men man kunne jo også bruge et vintermøde på at lave det sejeste rygsækanlæg og altid have musik til turen - en fiks lille højtaler vejer jo også mindre end sangbøger til en hel patrulje!

Kom i gang:

Der er næsten uendelige muligheder for, hvordan man kan få musik til turen, men det nemmeste er nok at skaffe sig en højtaler eller to, der kører på batterier og kan sluttes direkte til en mobiltelefon eller iPod/mp3. Afhængig af, hvilke højtalere I får fat på, kan det være en ide at købe et ekstra kabel, så det kan nå fra højtaleren i tasken til en bukse-/brystlomme eller et andet sted, så man nemt kan komme til at skifte sange.

Noget af det vigtigste at huske er, at anlægget selvfølgelig skal være forholdsvis vandtæt, så det også kan bruges i regn. Det klarer man nu nemt med et par almindelige plastikposer og et par elastikker til at lukke til med.

Det sidste vi nu mangler, er så at få anlægget ind i selve rygsækken - men da der jo både er stor forskel på rygsække og højtalere, må man selv vurdere, hvad der lige kan passe bedst. Det er dog vigtigt at overveje, hvilken retning højtaleren peger. Det nemmeste vil ofte være at smide det i toplåget, pegende bagud, men det kunne eksempelvis være ret sejt, hvis man puttede en højtaler i hver sidelomme og på den måde lavede et bad-ass stereoanlæg!

Det eneste, I nu mangler, er at få lavet en rigtig god playliste med lige de sange, der skal til for at holde jer kørende. Gå efter noget, alle i patruljen kan lide, og som har masser af power, så I ikke går og falder i søvn om natten.

Det skal i bruge:

  • Højtaler(e)
  • Kabel
  • Mobiltlf., iPod, mp3-afspiller eller lignende
  • Plastikposer
  • Elastikker

Tip: Husk også jeres anlæg, når I skal på løb - Det er en af de bedste måder at holde gejsten oppe hele vejen igennem.

Check også...