Fællesskab #Jul #Julehygge #Juleskæg

24 Ting du kan lave op til juleaften

Der er 4 dage til juleaften. Julemad, juletræ, familiehygge og julegaver er lige rundt om hjørnet! Men det er virkelig nogle svære dage at få tiden til at gå i... Derfor giver Spejder.dk dig 24 ting du kan bruge ventetiden på! 

Share this: 
Dreng der ligger på sofa og keder sig

1. Snit en julenisse! Måske kan du give den til én i gave?

2. Øv dig i at lave en abehånd. Hvor blæret ville det ikke være, hvis du kom tilbage fra ferien og kunne lave en abehånd uden at kigge på en manual? 

3. Sy en bestikpose, af noget gammelt tøj. Det er altså smart når man er på lejr, at have en pose med til det hele, så bestikket ikke bliver helt så nemt væk. Hvis du syer den af gammelt tøj, er den ovenikøbet bæredygtig. 

4. Fold en masse flotte julestjerner. Det tager tid, og er lidt svært, så hvis du er utålmodig, vil det være smart at springe til næste idé. 

5. Lær morsealfabetet udenad. Endnu en ting du vil få vilde creds for når du kommer tilbage efter ferien. 

6. Se hvor mange brunkager du kan have i munden på en gang. Lav det evt. til en konkurrence mellem dig og dine søskende - eller prøv at slå din egen rekord. 

7. Lav snobrød til frokost. Enten det lækre kanelsnegle-snobrød, eller toast-snobrødet hvor du bager skine og ost ind i brødet. 

8. Tag en julequiz på spejder.dk og test din viden om den skønne højtid. 

9. Gør julerent på dit værelse. Jo mere det skinner i morgen, jo federe er det at udforske dine nye gaver derinde. 

10. Fold servietter til jeres julebord. Der findes en masse seje tutorials på youtube, der kan lære dig at folde dem til juletræer og andre flotte ting, der vil være så smukke på bordet. 

11. Gå en tur, og find en masse flotte pynteting i naturen, som du kan sætte fast til dine indpakkede gaver! Det er virkelig en fin tanke, og gør dine gaver mere personlige. 

12. Spil "among us" på telefonen med din patrulje! Det er sjovt, og så laver i noget sammen, selvom i ikke må ses. 

13. Lav nogle spejder-nytårsforsæt, hvor du beslutter dig for, hvad du skal lære i 2021 af spejder-skills. Skal du lære at lave den strammeste besnørring i patruljen? Kunne 30 knob i hovedet? Have flest mærker på uniformen?

14. Lær at rappe. Det er seriøst sejt at kunne rappe, så hvorfor ikke prøve dig ad? Start med at lære hele Jul det' cool af MC Einar. Måske kan du optræde med den mellem flæskesteg og risalamande? 

15. Spil pebernød mod din familie, du kan google reglerne. Det er ret sjovt, og du får spist virkelig mange pebernødder undervejs. 

16. Sy alle dine spejdermærker på. Det er virkelig fedt at få nye mærker, men det kan være lidt kedleigt at sy dem på, men det har du god tid til idag! Sæt evt. en julefilm på imens, så er det lidt hyggeligere. 

17. Lav en julequiz til din familie - eller saml alle vennerne på zoom, og brug quizzen der! Du kan lade dig inspirerer af spejder.dks julequizzer. 

18. Lær at tænde bål på en ny måde. Det kunne være sejt at kunne tænde ild med flint og stål, eller måske ildbor. Brug youtube, og prøv dig frem. 

19. Øv dig i at splejse. Det er en lidt svær process at lære at splejse, men når man først har teknikken, er det en virkelig god ting at kunne. 

20. Sæt et telt op i haven eller en nærtliggende park, og tag en forfriskende udendørslur derinde.

21. Gå en tur og tag kompasset med dig. Øv dig i at pejle og brug kompasset på turen. Prøv at fastsætte en kurs, og kun at afvige fra den hvis du rammer en privatgrund. Sæt et ur og se hvor du ender efter 30 min i samme kurs. Så kan du fortælle alle når du kommer hjem "Netto ligger 30 min stik nord herfra". 

22. Gå 24 km. Hvilken bedre dag end d. 24. december? 

23. Voks alle dine G-1000 ting, dine vandrestøvler og imprægner din regnjakke. Så er du klar til et nyt spejderår efter nytår. 

24. Byg den vildeste hule udenfor. Det er virkelig sjovt, og hvis du laver den sej nok, kan den måske blive et nyt klubhus til dig og vennerne? 

Når du har gjort alt dette, er det formentlig blevet juleaften, og du er klar til alle lækkerierne! Glædelig jul fra spejder.dk! 

Check også...