Ude i naturen


Blå spejdere holder til i naturen. Naturen er vores lege- og læreplads, her er der plads til at udfolde sig og gennemføre udfordringer sammen.

Til dagligt og på ture og lejre bruger spejdere naturen og lærer at færdes i den på en god måde. På ture og lejre oplever du sammenhold, tester dine færdigheder og udvikler dig som menneske, når vejret driller, så sokkerne bliver våde eller solen varmer så meget, at vandreturen må brydes med en siesta og en snak under et træ.


Vi kan meget mere udenfor end indenfor

Spejdere tager på vandretur, klatrer på klipper, sejler i kano og sejlbåde eller tager på lejr med 20.000 andre spejdere, sover i telt eller bivuak og bruger hele natten i soveposen på at snakke sammen, laver mad over bål i sol og i regn, finder og lærer om planter og dyr, tager på et orienteringsløb om natten og laver aktiviteter sammen med andre. Som spejder bruger du naturen sommer, efterår, vinter og forår.