Outdoor #Filmanmeldelse

Wild: En spejder must-see!

Wild er en vaskeægte outdoor-film. Derfor har spejder.dk sendt en anmelder i byen til Spejder Sports eksklusive forpremiere. Dommen får du lige her i spejder.dk's allerførste filmanmeldelse!

Share this: 

Wild handler om Cheryl Strayed (Reese Witherspoon), som i 1995 gik Pacific Crest Trail (PCT). I den første scene, ser man en ung kvinde, der sidder på en bjergtop, og hiver hendes meget blodige og løse negl af. Herefter falder hendes sko ned af bjerget. Så vi ligesom i gang!

Meget af filmen er sjov at se som spejder, da man nogle steder tænker ’been there, done that’, og andre steder tænker ’så dum kan man bare ikke være’. Undervejs i filmen takker man i tankerne sin tropsleder for,  at man har undgået den slags problemer.

Sjov for friluftseksperter

I starten ser man hovedpersonen på et motelværelse, hvor hun pakker sin meget store rygsæk, med alt muligt friluftgrej. Jeg kunne ikke lade være at smile lidt, med tanke på min mor, der uden friluftserfaring, tit er blevet tricket af undertegnede og diverse sælgere, om at købe det sidst nyeste og dyreste. Men da Cheryl så skal have det store monster af en rygsæk på ryggen, er det også en kamp jeg ved mange spejdere kan nikke genkende til, fra de første ture med oppakning.

Da hun så er kommet afsted, finder hun ud af, at alle gasflasker ikke virker til alle gasblus. Derfor må hun leve af kold grød i rigtigt mange dage. De fleste spejdere kender nok også til besværet med, at det er svært at få varieret og god mad på turen (selvom TREK’N EAT gør det væsentligt nemmere i dag).

Ud over de sjove episoder, som man som spejder kender, så handler filmen som sagt om Cheryl, der er ude for at finde sig selv igen. Efter hendes mors død, gik det ned af bakke for den ellers lykkeligt gifte Cheryl, som fik rodet sig ud i et heroin-misbrug, og en masse følelsesforladte affærer med fremmede mænd. Så hele hendes tur, er en bearbejdning af en masse ting, som man gennem flashbacks får indblik i.

Det skildrer også meget godt, hvorfor det er så dejligt at pakke sin rygsæk, og tage væk, hvad end det er med ens venner eller bare alene. For man får nemlig tid og ro til at tænke, reflektere og bearbejde en masse ting, samtidigt med man kommer væk fra dagligdagens stress, og dermed får muligheden for at lære sig selv at kende igen. Så det kan være, at hvis man tager ikke-spejder venner med ind og se den, at de måske kan få et lille indblik i, hvorfor vi spejdere elsker at bruge en weekend på at gå 100km, eller en hel uge i Sveriges natur, udelukkende på at vandre rundt, uden et egentligt mål at nå hen til.

Den endelige dom

Wild er en helt klar anbefalingsværdi film – som næsten kan kaldes en ’spejder must-see’. Den kan dog også sagtens kan ses og forstås af andre! Filmen indeholder dog en række hårde scener – og også en del sex – så den er for de ældste tropsspejdere og opefter.

Filmen skal have 6 ud af 6 vandrestøvler, da det er en virkelig fantastisk film, om at vandre. Den sætter gode billeder på både det fysisk såvel psykiske, og samtidigt er den bare virkelig sjov (i særdeleshed for spejdere).

 

Poll

Skal du ind og se Wild?