Grej #grejtips #sovepose #Outdoor #Sov

Vælg den rigtige sovepose

Soveposen er uundværlig, når du skal overnatte i naturen. Vi guider til hvordan, du finder den mest optimale.

Share this: 
Spejder_telt_lejr

VÆLG DEN RIGTIGE SOVEPOSE

Uden søvn duer helten ikke. Mange timer tilbringes i soveposen, og det er derfor alfa og omega at vælge den helt rigtige. Derfor bør du nøje overveje, hvor og på hvilken årstid du skal bruge din sovepose. Der findes ingen sovepose, som er velegnet til alle situationer, da den optimale løsning afhænger af årstiden og det materiale, soveposen er lavet af. Når du skal købe ny sovepose, er det væsentligt at tage stilling til, hvorvidt fyldet skal være dun eller fiber. Du kan altid gøre din pose lidt varmere med ekstra undertøj og/eller en lagenpose. Lad derfor være med at tænke, at den skal passe til det hele – du vil svede hele sommeren og småfryse om vinteren! Der er som altid en række klassiske fordele og ulemper ved både dun og fiber. Disse kan du læse mere om herunder.

DUNSOVEPOSE

Nogle af fordelene ved dun er, at det ånder bedre, er lettere at komprimere og giver den bedste isolering set i forhold til vægten. Ulemperne ved kvalitetssoveposer i dun er prisen samt det faktum, at en dunsovepose varmer dårligere end fiber, når først den er blevet våd. Dun er meget følsomt over for fugt, og bliver posen gennemvåd, mister den enhver isolationsevne og er desuden umulig at tørre uden tørretumbler.

Til soveposer kan bruges ande- eller gåsedun, hvoraf gåsedun er det bedste. Dun bruges altid blandet med lette sammenpresselige småfjer. Dunsoveposer kan bruges i et større temperaturinterval, da denne isoleringsform ånder bedre end fiber. Endvidere fylder og vejer dunsoveposer mindre end en tilsvarende fibersovepose. Sammenholdes købsprisen med levetiden, er en dunpose derfor snarere billigere end fibermodellen.

FIBERSOVEPOSE

I fiberposer består fyldet enten af korte fibre, der er sammenlimet i måtter, eller lange parallelle fibre. Ved at bruge hulfibre får man således en tyk og godt isolerende fibermåtte i en fornuftig vægtklasse. I vinterhalvåret stilles der større krav til posens konstruktion grundet de lave temperaturer. For at undgå en lang kuldebro ned langs siden, kan soveposen have en isolerende flap langs lynlåsen.

Fiber er desuden billigere end dun og kan tåle en noget mere hårdhændet behandling. Soveposer med fiberfyld vil ligesom dunsoveposer også miste en stor del af isolationsevnen, hvis de bliver gennemblødte. Til gengæld kan de til en vis grænse håndvrides og tørre i solen, mens du er på tur. Altså isolerer kunstfiber generelt bedre end dun i våd tilstand og tørrer nemmere. Så hvis du mangler en sovepose, der kan tåle at blive våd og tage imod nogle tæsk, er fiberposen det rigtige valg!

LAGENPOSE

Der er mange gode grunde til at investere i en lagenpose. Den skåner effektivt soveposen for sved, fedt, skidt og snavs fra kroppen – alle de ting, som nedsætter soveposens levetid betragteligt. Du undgår herved at slide soveposen ved vask, fordi du kan nøjes med at vaske lagenposen efter en tur. En anden god grund er den ekstra varme, en lagenpose vil give.

Lagenposer laves typisk i bomuld, svedtransporterende kunststof, silke eller fleece, der i nævnte rækkefølge giver ekstra varme til soveposen. Typisk giver en bomuldspose blot et par grader ekstra, kunststofposen tre-fire grader, silkeposen godt fem grader og fleece-posen seks-otte grader. I forhold til et ønske om minimal vægt og fylde, opnås klart den største varmeforøgelse ved en silkepose, dog ligger denne lidt højere rent prismæssigt.

Check også...