Grej #sovepose #Grej #Overnat i naturen #friluftsliv

Guide: Find din sovepose

Yes mand, endnu en fed dag er overstået på lejr, og du skal ind og putte-sove i teltet. Du er på tur året rundt, så det er vigtigt, at du kan sove dejligt, så du er frisk til dagen efter. Men hvilke soveposer er bedst til at give dig søvn? Bliv guidet til hvordan du vælger lækre soveposer.

Share this: 
Overnatning udenfor i telt og sovepose

3-sæsoner

Hvis du er til en praktisk sovepose, som er lidt all-round, så bør du skaffe en 3-sæsoners sovepose. En 3-sæson-sovepose kan ofte holde dig varm til lige under frysepunktet, og er en sej standard-sovepose til langt de fleste spejderture.

Vintersovepose

En god vintersovepose er essentiel for, at du kan sove ordentligt i kolde omgivelser, og når der er bidende frost omkring dig. Hvis du skal på shelter- eller bivuaktur om vinteren i Danmark, bør de fleste kunne klare sig med en sovepose, der går ned til omkring de -8 C. Er du meget kuldskær, kan du også finde almindelige vinterposer, som har komforttemperatur på ned til de -18 C.

Sommersovepose

En sommersovepose er for lækker, fordi den fylder så lidt. Desuden kommer du ikke til at ligge og svede på sommerlejr. En fin sommersovepose går ned til omkring 8 C. Skal du ligge meget varme steder, kan det være en fordel, at du kan lyne soveposen godt ned – eller at der er dobbelte lynlåse, så du kan finjustere åbningen.

Inderposen/silkepose

Hvis du skal på en ekstra kold tur, kan du købe dig en inderpose eller en silkepose til din sovepose. Den kan være med til at holde dig ekstra varm, og kan fx være et godt supplement til en 3-sæsoners sovepose, hvis du skal på en lidt koldere tur. Hvis du er af sted en virkelig varm sommerdag eller skal sove indenfor, kan inderposen til tider også være nok i sig selv.

Bonustip til inderposen:
Endnu en god grund til at få dig en inderpose er, at den forlænger din soveposes levetid. En inderpose skærmer nemlig soveposens dun eller fibre mod den sved og de olier, som du udskiller i løbet af natten. Og du kan ofte nøjes med at vaske inderposen, så soveposen holder længere.

Selk’Bag

En sovepose med arme og ben?! Åh ja – en Selk’Bag ligner en kæmpe flyverdragt med ekstra polstring. Med sådan en fætter behøver du aldrig hoppe rundt som en orm igen, når du ikke magter at komme ud af soveposen – du rejser dig bare op og går.
Temperaturen afhænger lidt af modellen, men standard-modellen går ned til i hvert fald 7 C.

Massage til soveposen
Din sovepose skal plejes godt. Husk, at din sovepose ikke skal ligge helt sammenpresset og komprimeret, når den bare ligger derhjemme i skabet – det ødelægger fibrene i den eller knækker dunene. Mange soveposer har en stor pose til opbevaring derhjemme og en mindre kompressionspose til brug på tur. Og så skal posen naturligvis luftes og rystes, så den holder sig lækker og frisk.

To dun or not to dun?

Der findes to typer isolering til soveposer, nemlig dun og fiber. Dunsoveposer er dejligt lette og varmer meget i forhold til vægt og fylde. Derudover ventilerer dun bedre end fibre, så du bedre kan holde en varm dag i teltet ud, selvom du har en kraftig dunsovepose. Men samtidig er dunsoveposer ofte ret dyre, og man skal passe på ikke at få masser af regn eller kondens på posen.

Hvis dunene bliver våde, så bliver din sovepose nemlig slasket og ubrugelig. Mange dunsoveposer i dag har til gengæld dun, som kan klare en tur i tørretumbleren bagefter. Sørg for, at fyldet er solidt i din sovepose, og spørg evt. forhandleren.

Fibersoveposer er lidt tungere og fylder lidt mere end dunsoveposer. Til gengæld kan fiberfyldet bedre tåle at blive vådt, og poserne er ofte lidt billigere end dunposer. Fiberposer ventilerer ikke helt så godt som dunposer, så du vil hurtigere opleve, at du får svært ved at komme af med varmen, hvis du bruger en kraftig fiberpose på en varm dag.

Check også...